Generelle

Nadal smider grus i Federers maskineri

Den spanske gruskonge Rafael Nadal udfordrer Roger Federer

Når French Open i næste uge skydes igang, er det for en gangs skyld ikke med Roger Federer som altoverskyggende favorit til at hjemtage endnu et Grand Slam-trofæ til samlingen.

Og det skyldes ikke, at grusunderlaget stadig må anses for det, schweizeren er mindst god på, men fordi en ung mand for tiden ligger og støvsuger hver én grustitel af betydning.

Navn: Rafael Nadal. Alder: 19 år.

Tennisverdenen har igennem historien haft nogle fantastiske dueller mellem to spillere, der på sin tid var ikke så lidt bedre end alle andre, såfremt de ellers ramte dagen. Mange tennisfans vil stadig huske de fabelagtige dueller mellem Pete Sampras og André Agassi, der pressede hinanden ud i uforglemmelige kampe. Længere tilbage kan vi nævne Bjørn Borg og John McEnroe, hvis opgør på Wimbledons græstæppe stadig kan få kuldegysninger til at løbe ned ad ryggen på tennisfans, der var så heldige at opleve disse bråvalla-slag.

John McEnroe skriver sågar i sin selvbiografi "Serious", at han mistede en hel del motivation til at fortsætte karrieren, da Bjørn Borg stoppede sin, simpelthen fordi Borg for McEnroe stod som den ypperste modstander at måle sig selv imod.

Ubesejret i 53 kampe

År 2006 har tennisverdenen igen to kamphaner, hvis sublime niveau ganske enkelt ikke matches af nogen, og vi tennisfans kan kun håbe på, at Nadal og Federer kan holde deres niveau og motivation mange år endnu, for bedre tenniskampe end det de leverer mod hinanden fås ikke. Så simpelt er det.

Og Federer må efterhånden være godt frusteret over, at han tilsyneladende har fundet en overmand i den unge spanier. Nadal fører intet mindre end 5-1 i indbyrdes opgør, og den statistik holder ingen andre mod schweizeren, der alene i år har tabt tre gange til sin ærkerival, alle tre gange i finaler.

Rafael Nadal står som megafavorit til at tage French Open-trofæet for andet år i træk, og det er der ikke noget at sige til, når man ser den serie, den 19-årige tenniskomet har gang i. Med sejren for nylig i Masters Turneringen i Rom tangerede han den rekord som Guillermo Vilas satte sidst i 70'erne med ufattelige 53 sejre i træk på grus. Nadal har vundet de sidste 13 finaler, han har stået i, hvilket siger noget om den psyke ungersvenden er udstyret med, og for andet år i træk har han vundet de tre største grusturneringer, der leder op til French Open, når lige bortses fra Masters Turneringen i Hamburg, hvor han heller ikke i år stillede op. At vinde disse tre turneringer to år i træk trodser enhver logik, hvorfor man heller ikke kan udelukke, at han også kan gentage det helt store kunststykke; at vinde French Open igen. Det vil være en ustyrlig bedrift, men vindermentaliteten er så enorm, at det er svært at se, hvem der skal bremse ham. Hvis vi lige ser bort fra Federer. Og det gør vi naturligvis ikke.

Jagter en Grand Slam

Verdensetteren har aldrig ført sig frem så hjemmevant på grus, som han gør på hard court og græs, men titlen i Hamburg er trods alt vundet tre gange, og forårssæsonen har vist, at Federers niveau på gruset er steget. Finaledeltagelser i både Rom og Monte Carlo i samme sæson har schweizeren ikke præsteret før, og havde modstanderen ikke været Nadal, ville titlen også være kommet i hus begge steder. Det var tæt på i Rom, hvor Federer havde to matchbolde, men tabte i tie break i femte sæt, og statistiskken efter kampen viste, at han rent faktisk havde vundet flere point end Nadal (179 mod 174), men Nadal vandt altså endnu engang, og hvor meget det end må nage Federer, var han selv inde på bagefter, at han er på rette spor.

"Jeg vidste allerede efter Monte Carlo, at jeg var ekstremt tæt på Nadal. Jeg synes, at dette er endnu et skridt nærmere, fordi jeg denne gang var endnu tættere sejren, så jeg er på rette vej".

En serie på 53 ubesejrede kampe burde, når al normal logik tages i betragtning, stoppe på et tidspunkt, og selvom ikke meget er normalt med Nadal, har vi fidus til, at Federer denne gang tager titlen for snuden af sin ærkerival. Federer nåede sidste år semifinalen, hvor netop Nadal stod i vejen, men seedningen i år gør, at de ikke møder hinanden før finalen, og det kunne være fantastisk med endnu et brag mellem de to i Paris og ca. 14 dage.

Med sin styrke på græs, hvor Nadal endnu ikke har gjort væsen af sig, har Federer alle muligheder for at hjemtage en Grand Slam, dvs. vinde alle fire Grand Slam-turneringer indenfor samme kalendarår, og dén motivation, samt endelig at få ram på Nadal gør, at vi er overbeviste om, at schweizeren kommer topmotiveret til Paris, og vores primære indsats kastes efter Roger Federer.