Generelle

Ni lande ramt af korrupt fodbold

- Det er en af de største spilleskandaler i europæisk fodbold nogensinde, og sagen vil ryste troværdigheden i fodbold, siger en involveret

Torsdag morgen iværksatte det tyske politi en kæmpe aktion mod en
gruppe mennesker, der mistænkes for at have manipuleret adskillige
fodboldkampe og vundet enorme summer på det hos bookmakerne.

Alene
i Berlin blev fem personer anholdt, mens der skulle være udstedt 15
yderligere arrestordrer i 10 forskellige lande, skriver Berliner
Morgenpost.

Blandt de anholdt i Berlin er to gamle kendinge fra
sagen omkring den tyske dommer Robert Hoyzer, brødrene Ante og Milan
S., der fra Café King i Berlin har bedrevet deres smudsige foretagende.

Ikke færre end 200 personer står under mistanke for medvirken
til aftalt spil i den internationale fodboldverden, og ifølge UEFA er
Tyskland, Østrig, Belgien, Bosnien, Kroatien, Ungarn, Slovenien,
Schweiz og Tyrkiet ramt af manipulerede fodboldkampe.

Særligt
skulle Tyrkiet være hårdt ramt, og efter sigende skulle sågar tyrkiske
landsholdsspillere være involveret. En træningskamp i Tyskland mellem
Ulm og tyrkiske Fenerbache er også i søgelyset, da visse spillere fra
Ulm angiveligt skulle have erklæret sig mere end parate til at tabe med
vilje. Fenerbache vandt kampen 5-0.