Generelle

OB-træner tror profil bliver

Lars Olsen mener at fynboerne beholder Johan Absalonsen

OB-træner Lars Olsen tror på, at han får lov til at beholde sin nybagte landsholdsspiller Johan Absalonsen, skønt denne har kontraktudløb til nytår og er i søgelyset hos flere tyske klubber.

- Han kan godt lide at være her, og der skal noget til at lokke ham væk. Det hele ligger i hans hænder, men jeg tror på. at han bliver. Johan er klar over, at det ikke kun er hans fortjeneste, at han er kommet på landsholdet. Det er også hans holdkammerater, han har det godt socialt, bliver fyldt med selvtillid og tør gøre nogle ting, som han måske ikke har gjort tidligere. Hvis han siger, at det ikke er pengene der trækker, men VM-slutrunden, så tror jeg, at han bliver, sagde Lars Olsen til tipsbladet.dk efter OB-sejren på 3-1 i topopgøret mod Brøndby.

Her slukkede Johan Absalonsen håbet for sin tidligere klub med målet til 3-1 i overtiden. Og i 1. halvleg var det Absalonsen, der med et perfekt diagonalskift spillede topscorer Utaka, hvorefter denne kørte rundt med Thomas Rasmussen og udplacerede Stephan Andersen i Brøndby-målet.

Et skifte til udlandet fra januar kan forringe Johan Absalonsens VM-chancer, hvis han skal bruge tid på at blive spillet ind i en ny klub. Samtidig koster det den ligalandsholdstur, hvor han kan gøre sig endnu bedre bemærket overfor Morten Olsen.