Generelle

Olsen: Skulle have vundet større

Morten Olsen var tilfreds efter sejren over Slovakiet.

Danmark hentede tirsdag den første sejr i 2011, da Slovakiet blev besejret med 2-1 i Trnava. Men den smalle sejr giver ikke det rette billede af kampen.

Det mener landstræner Morten Olsen i hvert fald.

- Man skal være tilfreds efter sådan en kamp. Vi starter godt, men de får stille og roligt overtaget på midtbanen. Jeg synes dog, vi kommer godt igen, og vi er bedst i 2. halvleg. Vi burde vel også have have vundet med mindst et mål mere, sagde landstræneren efter kampen til TV2.

Venskabskampen blev, som der nærmest er tradition for, brugt til at se en masse spillere an. Og flere af de danske spillere efterlod et positivt indtryk.

- Bo Svensson gør det godt, Lasse Schöne spiller fint indtil han bliver skadet, og Johnny Thomsen gør det også godt efter han blev skiftet ind. Det beviser bare, at vi har en god og bred trup, lød det fra Morten Olsen.

Danmarks næste landskamp er EM Kvalifikationskampen mod Island.