Generelle

Nilsson - Det perfekte valg i FCK

Roland Nilsson er netop blevet præsenteret som ny træner i FC Købehavn. Bliv klogere på om svenskeren er den rette til jobbet.

Efter masser af skriverier og spekulationer er Roland Nilsson netop blevet præsenteret som Ståle Solbakkens afløser.
Tipsbladet tog tidligere på året temperaturen på den svenske træners muligheder i FC København.

Bragt i Tipsbladet 1. februar 2011

»Hvordan ser det ud med trænersituationen i FCK?«

Det spørgsmål har man efterhånden fået mange gange, siden det sidste efterår stod klart, at Ståle Solbakken sagde ja tak til jobbet som norsk landstræner pr. 1. januar 2012. Men selv om der er gået mange måneder, er der ikke sluppet hverken navne eller seriøse rygter ud fra de forhandlinger, som sportsdirektør Carsten V. Jensen er begyndt at føre. Og oplagte navne var der heller ikke mange af - specielt ikke når Erik Hamrén sidder godt og solidt som svensk landstræner.

De store danske, Morten Olsen, Frank Arnesen og Michael Laudrup, passer umiddelbart vurderet ikke ind i FCK-konceptet, de talentfulde danskere og svenskere i den rette alder som Allan Kuhn, Troels Bech, Magnus Haglund og Kjell Jonevret har oplevet et resultatdyk fra tidligere succeser, mens Ståle Solbakken-eleven Peter Sørensen har bundet sig til AGF, så spørgsmålet om trænersituationen i FCK måtte fortsat stå helt ubesvaret hen. Indtil i torsdags.

Da skrev den svenske fotbollskanalen.se nemlig, at Malmö FF's mestertræner Roland Nilsson endnu ikke havde forlænget sin kontrakt med klubben, der udløber om et år, mens TV4's hjemmeside desuden noterede, at Nilssons navn stod på listen over mulige afløsere for Ståle Solbakken. Og dagen efter udbyggede Expressen, efter at kilder havde fortalt avisen, at repræsentanter for FCK var begyndt at snakke med personer omkring Nilsson.

»Jeg har godt hørt rygterne om det og en anden dansk klub, men det er naturligt, at der opstår den slags rygter. De vil altid florere,« sagde den 47-årige Nilsson selv til avisen.

Rygter er der selvfølgelig mange af, og om Roland Nilsson og FC København er mere end det, er umuligt at sige, men fakta er, at den svenske træner opfylder de fleste af de kategorier, som Carsten V. Jensen har nævnt, når snakken er faldet på det forestående trænerskifte.

»Der skal ikke opfindes noget nyt, når Ståle rejser videre. En ny træner skal spejle sig i det, vi har opbygget. Der skal ikke vendes op og ned på alt. Det sikrer, at vi træffer et godt valg. Vi efterlader ikke vores skæbne til en ny træner med helt nye ideer og måske også nye typer at spillere. Vi kommer med vores arv, som der skal arbejdes videre med og udvikles på. Så i forhold til trænerskiftet taler vi altså om en indersideaflevering over to meter og ikke et håbefuldt skift tværs over banen og 50 meter frem, hvor vi så håber, der står en, der er god til at tage den ned,« sagde sportsdirektøren til Tipsbladet i efteråret, mens han efter årsskiftet argumenterede for, at en type som Carlo Ancelotti med assistenter og sandsynlige krav om spillerindkøb næppe heller ville være sagen.

»Det kræver ikke nødvendigvis erfaring med at have foretaget udskiftninger på Champions League-niveau,« sagde Carsten V. Jensen ved den lejlighed.

Det har Roland Nilsson heller ikke, men han har masser af international erfaring fra sin egen aktive fortid, og som træner passer han også ind i flere af FC Københavns forudsætninger.

Læs mere på næste side