Generelle

Rasende Rioch efter nederlag i Vejle

Greg Rioch ville overfalde dommeren efter topkamp i Vejle

Køge-træner Greg Rioch var rasende og måtte fjernes fra dommeren efter søndagens topkamp i Vejle. Rioch var specielt utilfreds med Vejles 2-1 mål, der blev scoret dybt inde i overtiden på et tvivlsomt straffespark.

Køge var foran med 1-0 indtil tre minutter før tid og tabte altså med 2-1.

"Helt ærligt. Vi er to gode hold, der spiller en fair kamp mod hinanden. Der er vigtige point på spil, og så bliver kampen afgjort på en kæmpe fejl. Vejles Henrik Toft laver frispark på én af vores spillere og spiller bolden videre til Ulrik Balling med en volley-parade. Vores forsvar får clearet bolden før Balling når den, og alligevel dømmer dommeren straffespark," forklarer en rolig Rioch dagen derpå.

Dommerpræstationen har udløst sympati-mails fra Vejle-fans, ligesom trænerkolleger har givet udtryk for en uacceptabel præstation af dommer Claus Krupsdahl.

"Jeg er altid blevet opdraget til at bakke op om dommeren, for de har et svært job. Nu har vi imidlertid haft denne dommer for anden gang. Første gang var mod Randers, hvor vi fik syv-otte gule kort, mens Randers fik et eller to. Anden gang var så i kampen mod Vejle, hvor vi uforståeligt fik fire gule kort, mens Vejle ikke fik nogen, og vi er altså et fair hold," siger Rioch.

Nederlaget til Vejle betyder, at Køge har seks point op til den oprykningsplads, som Vejle indtager. Hvis Køge havde vundet, så havde tre hold ligget på 50 point, hvor Randers som det eneste hold ville have flere point.