Generelle

Retov: Sejre har givet os selvtillid

Hansa Rostock har vundet de seneste to kampe, og klubbens danske anfører, Martin Retov, ser lyst på tingene efter en tung sæsonstart.

Efter to sejre i træk er Martin Retov og Hansa Rostock rykket et stykke væk fra 2. Bundesligas nedrykningsstreg, og sejrene på 2-1 over Karlsruhe og 1-0 over FSV Frankfurt har givet klubben en tro på, at også topholdet Kaiserslautern kan overvindes i weekenden.

- Sejrene var enormt vigtige for holdet. Det giver os mere selvtillid og bekræfter os i det arbejde, vi ligger i træningen. Kaiserslautern har fået en god start, men de laver også fejl. Hvis vi giver alt i den kamp, kan vi også få tre point der, siger Martin Retov til Hansa Rostocks hjemmeside.

Hansa Rostock startede sæsonen skidt, og har længe ligget i bunden af rækken. Men med den nyvundne selvtillid og tre runder til, at 2. Bundesliga går i julehi den 21. december, tror Retov på, at det kan lade sig gøre at undgå nederlag i resten af kampene.

- Det er i hvert fald det, vi går efter. Når vi kigger på de seneste kampe, og koncentrerer os om vores spil, så kan vi som hold også klare det, siger Retov.

Fra ligaens 13. plads kan Rostock se frem til at møde tre af rækkens store hold: Kaiserslautern, Cottbus og Fortuna Düsseldorf inden vinterpausen.