Generelle

Sørensen holdt nullet for Stoke

Thomas Sørensen fik for engangs skyld spilletid, da Stoke vandt 1-0 ude over Wolverhampton i FA Cuppen.

Thomas Sørensen har ikke fået så meget spilletid i Premier League-sammenhæng i denne sæson, men i FA Cuppen har danskeren indtil videre været fast mand. Dette blev der ikke lavet om på søndag eftermiddag, hvor Stoke gæstede Wolverhampton.

Og det endte med at blive en rigtig god oplevelse for Thomas Sørensen, der gjorde sit til, at han og holdkammeraterne kunne forlade Molineux med en 1-0 sejr og en billet til FA Cuppens femte runde i bagagen.

Det holdt dog hårdt for Stoke, der først fik sat den afgørende scoring i kassen ti minutter før tid. Matchvinder blev den tyske centerforsvarer Robert Huth.

Dermed har den traditionsrige pokalturnering indtil videre været rig på dansk succes. Lørdag spillede Anders Lindegaard og Manchester United sig videre, og tidligere i dag var Nicklas Bendtner med en scoring og en assist en afgørende faktor i, at Arsenal også kunne indløse billet til næste runde.