Generelle

Ståle hjælper Drillo med Danmark

FC Københavns cheftræner er klar til at svare på norske spørgsmål om det danske landshold.

I går sagde den norske landstræner Egil Drillo Olsen, at han ville bede sin fremtidige afløser Ståle Solbakken om eksperthjælp i forhold til analysen af det danske landshold før EM-kvalifikationskampen mellem Norge og Danmark den 26. marts, og det er FC Københavns cheftræner klar på.

For selv om han har flyttet FCK mange pladser op ad den europæiske rangstige og har flere klubspillere på det danske landshold, så føler han ikke, at der er nogen interessekonflikt i det.

- Nej, jeg er norsk, så det er der ikke noget problem i. Noget andet er så, at jeg ikke tror, at jeg kan give Drillo det helt store. Jeg er sikker på, at han får analyseret Danmark grundigt før kampen, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Han regner med at tage en tur i Parken i aften for at kigge nærmere på Danmark mod England, men det er ikke på et spiontogt for det norske landshold.

- Jeg har jo nok selv nogle FCK-spillere på banen, som jeg gerne vil se, siger cheftræneren.