Generelle

Succestræner frygter fælden i Sydafrika

Spanien er på forhånd blandt de største favoritter til VM-titlen i Sydafrika næste sommer, men for landstræner Vicente Del Bosque er favoritrollen en fælde.

Otte sejre, nul uafgjorte og nul nederlag er facit for det suveræne spanske landshold, inden de to sidste VM-kvalifikationskampe mod Armenien og Bosnien.

Det maksimale udbytte har forlængst gjort Spanien klar til VM i Sydafrika, hvor det stjernebesatte mandskab skal tælles blandt de absolutte favoritter, men landstræner Vicente Del Bosque vil ikke tage noget for givet.

- Det er en fælde. Fodbold er en sport, hvor man måske nok kan tale om favoritter, og der er ingen tvivl om, at Spanien er i den gruppe af favoritter. Men at udlægge det sådan, at hvis vi ikke vinder VM, er det en fiasko, er en frygtelig fælde, siger Vicente Del Bosque i et interview med Tipsbladet, som du kan læse i Tipsbladet Indsigt - på gaden i dag og som e-avis her.

- Vi har det perfekte eksempel fra Confederations Cup, hvor vi så, hvad der kan ske, når man ryger ud af en turnering med ét nederlag. Spaniens basketball-landshold blev europamestre, selvom de tabte tre kampe i løbet af turneringen, men det kan man ikke tillade sig ved et VM i fodbold. Det er utænkeligt.

Nationens forventninger bliver nu næppe dæmpet af Vicente Del Bosques forbehold. Han må forberede sig på at ankomme til Sydafrika med et stort pres på skuldrene af sig selv og hans spillere. Det mener Del Bosque sagtens, at de kan bære.

- Det er spillere, som har god erfaring fra deres klubber, hvor de konkurrerer på højeste niveau. De kan modstå presset. De har ydmygheden som deres symbol, og det er den eneste rigtige måde at gribe en favoritrolle an.