Generelle

Troen er tilbage i Newcastle

Det har været hårdt at holde med Newcastle det seneste år. Turbulens i kulissen og nedrykning har gjort det svært, men nu er humøret i det nordengelske tilbage.

Der var engang, hvor Newcastle udkæmpede en kamp om mesterskabet med Manchester United. Klubben fra det nordøstlige England havde stjerner som Alan Shearer, Les Ferdinand og Faustino Asprilla, der sendte skræk gennem et hvert forsvar i hele Premier League.

Sådan er det ikke mere. Flere magre år kulminerede sidste sommer med en nedrykning til Championship efter en sæson, hvor også støjen i kulissen - med stor udskiftning på manager-posten - gjorde det svært at være Newcastle-fan.

De sorte skyer er nu ved at trække ud i Nordsøen og væk fra The Magpies, som suverænt fører Championship og dermed ligner en sikker oprykker. Det har fået smilet tilbage hos de hårdt prøvede fans.

- Fansene er meget glade, fordi vi på nuværende tidspunkt ligger så langt foran. De tror på det igen. Det var en kæmpe skuffelse for alle at rykke ned - men nu gør vi det godt og ser ud til at vende tilbage, og det har givet håb til fansene. Man kan se det til vores hjemmekampe, hvor der står 40.000 tilskuere. De har fået troen på, at vi kan gøre det, fortæller Peter Løvenkrands til tipsbladet.dk.

Danskeren og Newcastle møder senere i dag Derby. Følg kampen live på tipsbladet.dk.