Premier League

Billigere TV truer Premier League

Premier League-klubber er angste for, at den britiske kommunikations-konkurrencestyrelse vil tvinge Sky til at sætte prisen ned på PL-fodbold og dermed give ligaen færre tv-penge.

Engelsk fodbold har i de seneste to årtier arbejdet sig frem til en position som verdens rigeste – og dyreste – fodboldliga, en forandring der i høj grad skyldes Sky Sports' enorme kontrakter.

Trods de mange tv-penge, der er blevet pumpet ind i ligaen, kæmper adskillige klubber i Englands bedste række med svære økonomiske problemer, og meget tyder på, at problemerne kan blive noget nær livstruende i denne uge.

Den britiske konkurrencestyrelse for kommunikation Ofcom, der blandt andet regulerer TV, ser nemlig ud til at kræve markant lavere priser på Sky Sports' tv-pakker, når Sky sælger dem videre til konkurrerende tv-udbydere som BT og Virgin Media.

Ændringen gør Premier League rasende, da en nedgang i tv-indtægterne vil ramme både små og store klubber hårdt.

- Det vil devaluere PL-rettighederne, hvilket vil skade Premier Leagues klubber, fodbold og vigtigst af alt forbrugerne. Det samme gælder for anden britisk sport og vil kun føre til mindre investeringer i britisk sport, lyder det i en pressemeddelelse fra Premier League.

Ændringen vil først kunne træde i kraft i 2013, hvor Premier Leagues nuværende aftale med Sky Sports udløber.