Premier League

Endelig Tottenham-triumf efter 30 måneder

For første gang i to et halvt år lykkedes det venstrebacken Gareth Bale at spille fra start i en Premier League-sejr med Tottenham.

Aftenens store samtaleemne på White Hart Lane var David Bentley.

Den glemte og engang så dyre kantspiller fik nemlig sin første ligastart med Tottenham siden den 31. oktober, og manden der så gerne ville være David Beckham tog chancen og scorede det ene af hjemmeholdets to mål i 2-0 sejren over Fulham.

Et andet samtaleemne var Fulhams 20-årige centerforsvarer Chris Smalling, der før kampen sagde ja tak til en fremtid i Manchester United, mens Fulham får mellem 60 og 100 millioner kroner alt efter hvilken rygtebørs, man følger. For Smalling spillede igen godt ved siden af Brede Hangeland, men manager Roy Hodgson kender godt mekanismerne og må nøjes med at glæde sig over, at forsvareren først skifter til sommer.

- Vi har godt vidst, at vi havde en diamant imellem os, men når man er Fulham, så ved man også godt, at diamanter kan blive taget af klubber med mere kraft, som Fulham-chefen sagde det.

Så det handlede om Bentley, det handlede om Smalling og så var der måske også nogen, der bemærkede, at Tottenhams 20-årige venstre back Gareth Bale spillede fra start.

Det har han gjort en del i januar, hvilket hele tiden har været planen, for Benoit Assou-Ekotto skulle til de afrikanske mesterskaber med Cameroun. Det blev dog aflyst på grund af en skade, men det er underordnet. Bale har fået chancen fra start og tirsdag aften lykkedes det så endelig for den unge venstreforsvarer.

I sine første 22 ligakampe fra start for Tottenham havde Bale nemlig endnu ikke været med til at vinde, og det havde ikke hjulpet, at manager Redknapp tilbage i september satte ham ind til de sidste minutter af 5-0 sejren over Burnley. Dengang havde Bale bare slet ikke vundet en ligakamp med Tottenham siden skiftet fra Southampton i sommeren 2007, og det ville Redknapp gerne ændre på.

- Det var derfor, jeg satte ham ind. Vi skulle have knækket den forbandelse, for jeg tror, at det har påvirket ham, sagde manageren dengang.

Og det virkede på den måde, at Tottenham i løbet af december besejrede både Manchester City og West Ham, selv om Bale blev skiftet ind, men det kneb altså fortsat med ligakampene fra start.

Mens Assou-Ekotto plejede sin skade i januar spillede Tottenham nemlig 0-0 hjemme mod Hull og tabte 2-0 ude til Liverpool med Bale på banen fra start, men 23. gang blev lykkens gang for den walisiske forsvarer.

Så på den måde handlede tirsdagens sene kamp ikke kun om David Bentley og Chris Smalling. Den handlede også om Gareth Bale og glæden ved at vinde en kamp i Premier League fra start.