Premier League

FA afgør QPR's oprykningsskæbne

Queens Park Rangers har egentlig næsten sikret sig direkte oprykning til Premier League, men London-klubben kan ikke fejre det endnu. Næste fredag afgør FA, om de skal trækkes point for at have brudt transferregler.

Queens Park Rangers har ligget nummer et i The Championship siden allerførste spilledag, og i weekenden spillede de sig seks point foran nummer tre i rækken med to bare kampe igen. Det bør ikke gå galt - og så alligevel.

Tirsdag starter en høring i FA, der skal afgøre, om London-klubben skal have en straf for at have overtrådt transferreglerne i forbindelse med købet af Alejandro Faurlin. Klubben nægter sig skyldig i samtlige syv anklager.

I yderste konsekvens kan Queens Park Rangers få fratrukket point, og de kan derfor på ingen måde vide sig sikre på oprykningen, selv om de rent faktisk har vundet den på banen.

- Vi vil ikke spekulere eller diskutere noget relateret til høringen, siger en talsmand fra FA til

Sky Sports.

I weekenden møder Queens Park Rangers Watford, og her kan klubbens spillere altså ikke hvile på laurbærene. Det handler om at få hentet så mange point som muligt, så de ikke risikerer at miste oprykningspladsen. Alejandro Faurling har i øvrigt spillet 38 ligakampe i denne sæson og har i den grad bidraget til QPR's status som suverænt tophold i

The Championship.

Høringen ventes afsluttet med en endelig dom fredag - dagen før QPR's sidste kamp i sæsonen mod Leeds.