Premier League

Ingen salgsplaner i United

Manchester United er IKKE til salg. Det understreger den engelske storklubs ejere én gang for alle.

Så skulle det være slået helt fast. Manchester United er ikke til salg. Det fortæller ejerne af den engelske klub, den amerikanske Glazer-familie, efter rygter de seneste uger har sat klubben i forbindelse med et salg til den kongelige familie i Qatar.

Læs også: United millimeter fra arabisk overtagelse

- Vi har noteret os pressens spekulationer om et bud på Manchester United. Men ejerne forbliver fuldt engageret i deres fremtidige ejerskab af klubben. Der har ikke fundet forhandlinger sted, Manchester United er ikke til salg, og ejerne vil ikke lytte til tilbud, lyder det i en erklæring fra ejerne.

Det påståede tilbud fra den kongelige familie i Qatar, var ellers et af de helt store af slagsen. Ifølge engelske medier havde tilbuddet en værdi på hele 14 milliarder kroner.