Premier League

Kæmpe transferaften for Chelsea

Chelsea kan sandsynligvis præsentere Fernando Torres senere på aftenen. Men London-klubben kan måske sprænge flere transferbomber i de kommende timer.

Der går formentlig kun få timer inden Chelsea kan præsentere den mest iøjnefaldende transfer, siden Real Madrid for halvandet år siden købte Cristiano Ronaldo i Manchester United. London-klubben, der om blot tre uger møder FC København i Parken, er således blot et lægetjek fra at kunne skrive den nuværende Liverpool-stjerne Fernando Torres på holdkortet.

Men noget tyder på at Torres, der koster Chelsea i omegen af 400 millioner kroner, ikke bliver det eneste nyindkøb, Chelsea-manager Carlo Ancelotti kan gøre brug af i fremtiden. Flere portugisiske medier skriver således, at Chelsea efter alt at dømme alligevel gennemfører købet af Benficas brasilianske forsvarsspiller David Luiz. Et indkøb, som ellers blev lagt død i sidste uge.

Ifølge avisen Record koster David Luiz Chelsea 150 millioner kroner, som London-klubben betaler Benfica nu. Derudover kan den portugisiske storklub sikre sig knap 40 millioner kroner senere hen, hvis Luiz bliver en succes, samtidig med at Chelseas serbiske midtbanespiller Nemanja Matic formentlig bliver en del af handelen.

Det kan dermed ende med at blive en af de helt store transferaftener for Chelsea Football Club...