Premier League

Legende til talent: Drop storklubberne

Tottenhams angrebstræner Les Ferdinand råder det 17-årige kæmpetalent Connor Wickham fra Ipswich til at blive i The Championship og udvikle sig mere, inden han skifter til en storklub.

Les Ferdinand har spillet et hav af Premier League-kampe for Queens Park Rangers, Newcastle, Tottenham, West Ham, Leicester og Bolton. Nu er han angrebstræner for Peter Crouch, Jermain Defoe og Roman Pavlyuchenko i Tottenham.

Og selv om Ferdinand har Tottenham-kasket på, råder han det 17-årige engelske angrebstalent Connor Wickham til at blive i Ipswich, hvor han spiller fast i The Championship, i stedet for at tage til én af de klubber, der vil købe ham - deriblandt Tottenham.

- Hvis Connor Wickham tager et andet sted hen, kommer han så til at spille på regulær basis. Det er godt at komme til en stor klub, men kun hvis du spiller. Der er ingen idé i at tage Wickham ud af Championship, hvis han ikke skal spille på førsteholdet. Nogen kan måske købe ham og låne ham tilbage for at styrke hans uddannelse. Men jeg tror, at når de her unge drenge har fået smagen af førsteholdsfodbold, så skal de blive ved med at spille, siger Les Ferdinand til

sport.co.uk.

Connor Wickham er blevet rygtet til stort set alle de store Premier League-klubber. Wickham har allerede spillet 54 kampe og scoret ni mål for Ipswich' førstehold. Han fylder 18 år den 31. marts.

LÆS OGSÅ: Liverpool tæt på engelsk vidunderdreng