Premier League

Is på p-plads skyld i Premier League-aflysning

Wigans hjemmekamp mod Bolton i Premier League iaften vil ikke blive gennemført. Parkeringspladsen ved stadion er iset til, og Wigan aflyser derfor af hensyn til tilskuernes sikkerhed.

Sidste kamp i Premier Leagues 18. spillerunde bliver ikke spillet iaften som planlagt. Wigan har aflyst kampen, på trods af at selve stadion er klar til at blive spillet bold på.

- DW Stadion er i perfekt stand, efter stadionpersonalet har arbejdet på højtryk henover weekenden, mens varmen i banen har været tændt i de sidste 48 timer. Klubben og Wigan Metro har også ryddet vejene rundt om stadion, meget af det betalt af klubbens egen lomme, men med private veje og en stor p-plads, der stadig er under is og med en vejrudsigt, der forudsiger seks minusgrader, har klubben og politiet i samråd besluttet at aflyse kampen, skriver Wigan på deres hjemmeside.

Den vigtige kamp i bunden af Premier League aflyses altså pga. generelle sikkerhedsproblemer omkring kampen.

- For at leve op til Premier Leagues sikkerhedskrav, skal klubben have et vist antal sikkerhedsfolk, og når vejene omkring stadion er så glatte, kan klubben ikke garantere, at personalet kommer sikkert frem. Klubben har store bekymringer for hjemrejsen for både personale og tilhængere. Ligesom vi er bekymrede for de handicappede tilhængeres sikkerhed. P-pladsen for de handicappede er fuldstændig iset til, og på trods af klubbens hårde arbejde, har det ikke været muligt at få den ryddet, fordi motorvejene er blevet prioriteret højest, skriver klubben.