Premier League

Redknapp: Det er os eller City

Tottenham-træneren føler sig overbevist om, at kampen om fjerdepladsen bliver en gentagelse af sidste års kamp.

Premier League går så småt ind i den afgørende fase, hvor mesterskabet og kampen om de europæiske billetter skal fordeles.

I sidste sæson lykkedes det for Tottenham at bryde den traditionelle top 4, da de distancerede Manchester City i striden om fjerdepladsen og dermed var det Redknapps tropper, der fik adgang til Champions League.

Med 11 kampe tilbage ligger Tottenham på nuværende tidspunkt på femtepladsen i ligaen, mens City indtager tredjepladsen. Selvom Chelsea ligger på mellem de to hold, tror Redknapp alligevel på, at det er blandt de to mandskaber, at den sidste Champions League billet igen skal uddeles.

- Jeg kan ikke forestille mig, at Chelsea ikke slutter i top 4. De er et utrolig stærkt hold. Jeg tror stadig på at Tottenham kan komme i top 4, og jeg tror, det bliver mellem os og Manchester City nu, siger han i følge sportinglife.com.

Tottenham er fortsat også med i Champions League, hvor man efter en 1-0 sejr i den første kamp mod Milan er godt på vej mod kvartfinalen.

Selvom det vil betyde flere kampe,tror Redknapp at de fornemme europæiske resultater kan have en positiv effekt for sit mandskab.

- At være hvor vi er i ligaen og samtidig at have en så fantastisk sæson i Champions League er en stor bedrift.  Så det har ikke påvirket os på nogen måde, for vi har formået at kæmpe på begge områder, og vi har gjort det godt.