Premier League

Redknapp: Drop det, Arsenal

Tottenham vil under ingen omstændigheder sælge Jonathan Woodgate til Arsenal.

En højest overraskende handel kom pludselig under opsejling i weekenden, for her skrev skysports.com nemlig, at Arsenal var endda meget interesseret i at tilknytte Tottenhams centrale forsvarsspiller Jonathan Woodgate.

Woodgate har tilbragt det meste af sin karriere i et genoptræningslokale, og har ikke spillet nogle kampe i meget meget lang tid. Derfor kom Arsenals interesse for den tidligere Real Madrid-spiller også som en chok for de fleste.

Om interessen var oprigtig eller ej, fik man aldrig noget helt klart svar på, og nu kan det faktisk også være ligegyldigt. Tottenham vil nemlig ikke slippe Woodgate til konkurrenterne.

- Om han skal til Arsenal? Nej, det sker ikke. Vi ville ikke lade ham gå til Arsenal, siger manager Harry Redknapp til The Telegraph og fortsætter:

- Vi vil gerne beholde ham. Hans kontrakt udløber til sommer, så hvis vi lader ham skifte på en lejeaftale, giver vi ham væk, medmindre han underskriver en ny kontrakt, inden han tager afsted. Og det kan man ikke gøre i øjeblikket, hvis han knækker sammen igen, lyder det fra Tottenham-manageren med reference til de mange skader.

Jonathan Woodgate har tidligere været rygtet på vej til enten Leeds eller Queens Park Rangers på en lejeaftale.