Premier League

Ryan Giggs forlænger med United

Ryan Giggs tager en sæson mere i Manchester United og tager dermed sin 21. sæson med for Premier Leagues aktuelle førerhund.

Den walisiske legende Ryan Giggs har netop forlænget sin kontrakt med Manchester United, så han også i næste sæson repræsenterer de røde djævle.

Forlængelsen kommer efter, at han allerede i januar proklamerede, at han formentlig ville tage spille en sæson mere.

- Jeg har altid bare villet spille for United, og jeg har været heldig at få lov til det i 20 år. Det er godt at vide, at jeg stadig bidrager til holdets succes, og jeg føler, at jeg har masser at tilbyde både på og udenfor banen. Det her er en spændende tid at være involveret i med så mange gode spillere, der kommer frem, siger 37-årige Ryan Giggs til klubbens hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Lindegaard: De kaldte mig fed i United

Ryan Giggs har spillet 862 kampe og scoret 158 mål for Premier League-klubben og ikke overraskende er manager Alex Ferguson fuld af lovord for sin midtbaneveteran.

- Du løber tør for ord, når du skal beskrive Ryan Giggs. Han er en fantastisk spiller og en forrygende mand. At have ønske og færdigheder til at spille på topniveau på så fysisk krævende en position i hans alder, kræver en helt speciel personlighed. Han viser stadig man of the match-præstationer, og hans erfaring er så vital for de unge spillere i truppen, siger Ferguson.

Danske Anders Lindegaard får dermed muligheden for at spille med Ryan Giggs en hel sæson mere. Giggs har vundet 11 engelske mesterskaber, fire FA Cup-pokaler, tre Liga Cup-turneringer og været med i to Champions League-triumfer.