Premier League

Skepsis over for Bendtners fremtid i Arsenal

Arsenal-manager Arsène Wenger har endnu ikke tillid til Nicklas Bendtner i de store kampe, lyder vurderingen fra kilder i London, som samtidig sætter spørgsmålstegn ved, hvor længe danskeren kan fortsætte som reserve.

Med Robin van Persie på skadeslisten i de næste tre uger er vejen banet til en plads i Arsenals startopstilling for enten danske Nicklas Bendtner eller kollegaen Marouane Chamakh.

Selv om den 23-årige dansker skulle trække det længeste strå, skal han ikke regne med at blive manager Arsène Wengers førstevalg lige foreløbig, lyder det fra fodboldredaktør James Olley fra London-avisen

Evening Standard

.

- Robin van Persie er en af de bedste spillere i Premier League, og han er klart nummer et i Arsenal, når han er fit, siger James Olley til

Tipsbladet

.

- Klubben har god tiltro til Nicklas. Han er dog en type, som godt kan lide at være 'the man for the big occasion', og jeg er ikke sikker på, at han vil få den status i Arsenal. Han er stadig ung, men når han bliver 24-25 år, vil han måske begynde at tænke, at han vil spille mere regelmæssigt.

I denne sæson er det indtil videre blevet til blot 12 optrædener i startopstillingen for Nicklas Bendtner. I lørdagens Carling Cup-finale måtte danskeren tage plads på bænken, selvom mange havde forventet, at skaderne til anfører Cesc Fàbregas og Theo Walcott ville skabe en rokering på holdet og give en fløjplads til Bendtner.

Lørdagens bænkeplads var derfor et stort slag for den danske landsholdsangriber, mener fodboldjournalist Stuart James fra

The Guardian

.

- I øjeblikket er Nicklas en spiller, som ikke får plads i de vigtige kampe. Han starter inde imod de mindre modstandere, men han kommer ikke til at være Wengers førstevalg. Hans rolle er at komme ind fra bænken i forsøget på at ændre kampen, og jeg ved ikke, hvor længe Nicklas kan blive ved sådan, siger Stuart James.

- Han står ved en skillevej lige nu.

Læs hele historien om Nicklas Bendtners Arsenal-fremtid i Tipsbladet Update, som er på gaden nu. Du kan også spare turen til kiosken og læse avisen direkte på din computer – klik her!