Premier League

Stoke vandt uden dansk landsholdskeeper

Med Thomas Sørensen på tribunerne formåede Stoke at tilkæmpe sig tre point i en målrig kamp mod Fulham.

Der stod Simonsen og ikke Sørensen bagpå Stokes sidste skanse, da holdet tirsdag tog imod Fulham på Brittania Stadium. Det fik dog ingen betydning, for holdet vandt kampen med 3-2.

Tyrkiske Sanli Tuncay åbnede ballet efter 12 minutter, da han headede bolden ind i kassen efter en videresnitning fra Robert Huth. Det var også en dødbold, der gav hjemmeholdet 2-0 målet. Denne gang var det Abdoulaye Faye, der passerede Mark Schwarzer i Fulham-buret.

Blot tre minutter senere kunne hjemmepublikummet igen juble, da Mamady Sidibe afsluttede et flot Stoke-opspil med en flugter, der sendte holdene til pause ved stillingen 3-0.

I anden halvleg var det lige ved at blive spændende. Efter en times spil reducerede irske Damien Duff til 1-3 på en afslutning, der blev rettet af og snød Steve Simonsen i Stoke-målet, og med fem minutter igen scorede den indskiftede Clint Dempsey et flot mål fra 25 meters afstand.

Nærmere kom Fulham dog ikke, og de må tage til takke med et 2-3 nederlag.

Hos gæsterne startede den tidligere FCK'er Brede Hangeland inde efter en skadespause. Den tårnhøje midterforsvarer måtte dog udskiftes i pausen.