Premier League

Tavshed om indiske bud på Liverpool

Hverken Liverpool eller to indiske forretningsmænd er meget for at kommentere rygterne om en kommende klubhandel.

Rygterne omkring Liverpool FC vil vide, at ejerskabet i den økonomisk trængte storklub er på vej til at skifte hænder. Både The Guardian og The Times skriver i dag, at to indiske forretningsfolk Mukesh Ambani - Indiens rigeste mand - og Subrata Roy begge er interesseret i at overtage 51 procent af aktierne i klubben.

De to nuværende ejere, amerikanerne Tom Hicks og George Gillett har længe jagtet investorer eller købere til klubben for at nedbringe noget af den gæld, der er blevet oparbejdet.

Nu skriver den lokale avis, Liverpool Echo, at de erfarer, at Liverpool FC endnu ikke har modtaget nogle tilbud fra de indiske forretningsmænd.

Ingen fra klubben ønsker at udtale sig om sagen, men direktør Christian Purslow bekræfter, at man er i gang med at forsøge at tiltrække nye investorer men at det kan komme til at tage måneder, før noget bliver konkret.

Subrata Roy er direktør for Sahara Group, som gør sig i ejendomme, medier og turisme. Sidste år var gruppen sat i forbindelse med et trøjesponsorat hos Manchester United

I dag siger en talsmand fra Sahara Group til Liverpool Echo om forbindelsen til Liverpool FC:

- Vi er i øjeblikket ikke i en position, hvor vi kan kommentere på sagen.

Mukesh Ambani, der er verdens syvende rigeste mand benægter, at der er nogen som helst planer om at købe eller investerer i Liverpool FC.

- Der er intet sandt i det rygte. Vi afkræfter det totalt, lyder det fra en talsmand, som repræsenterer den stenrige inder.