Premier League

Tevez-show i City sejr

Den argentinske angriber viste storform, da han blev hattrick-helt i Manchester Citys 4-1 sejr over Blackburn.

Roberto Mancini har i den grad fået en forrygende start som manager for Manchester City. Det gik i går aftes ud over Blackburn, der blev sendt hjem med et ydmygende 4-1 nederlag. Danske Lars Jacobsen spillede samtlige 90 minutter for hjemmeholdet, i en kamp han nok helst vil glemme.

Den helt store oplevelse på City of Manchester Stadium var angriberen Carlos Tevez. Argentineren blev sidste uge kåret som decembers bedste spiller i Premier League og med aftenens præstation beviste han, at det var fuldt fortjent.

25-årige Carlos Tevez skulle således kun bruge syv minutter på at bringe sig selv på måltavlen, da han efter et hjørnespark fik styret bolden i nettet. Inden pausen nåede City at bringe sig foran 2-0. Denne gang var det dog ikke Tevez, men Citys forsvarsklippe Micah Richards der scorede på en ripost.

Kort efter pausen tog Tevez igen hovedrollen, da han på en tværpasning tilbage i feltet knaldede bolden ind bag en sagesløs Paul Robinson. Med 20 minutter tilbage lykkedes det for Blackburn-backen Morten Gamst Pedersen at reducere til 3-1, da han med et flot mål straffede et sløset City-forsvar.

Lige lidt hjalp det dog, og i overtiden lykkedes det for den ihærdige Tevez at fuldbyrde sit hattrick. Med en smuk afslutning på kanten af feltet udplacerede Tevez den stakkels Paul Robinson, der havde en skidt aften.

Resultatet sender City op på fjerdepladsen i Premier League, syv point efter duksen Chelsea. Tevez har nu scoret 12 mål i denne sæson, to færre end topscorer Didier Drogba.