Premier League

Torres kaldes allerede et flop

Fernando Torres har fået en dårlig start på sin Chelsea-tilværelsen siden skiftet fra Liverpool.

- Hvilket spild af penge, skreg Fulham-fansene på Craven Cottage ned mod Fernando Torres, da 430-millioner kroners-manden igen så ufarlig og uskarp ud for Chelsea.

- Fernando Torres fik lov at starte frem for Didier Drogba, men holdt kun 71 miserable minutter, inden han blev udskiftet igen (ligesom i debuten mod Liverpool), skriver The Sun og tildeler spanieren den laveste karakter af alle spillere på banen i gårsdagens lokalopgør.

Fernando Torres bliver allerede kaldt et flop af den britiske tabloid-presse, men manager Carlo Ancelotti forsvarer sin beslutning om at starte med Torres.

- Jeg ved ikke, om Didier var glad for det, men det er også lige meget. Vi ville rotere for at give alle større motivation, og Torres har brug for at spille med os. Fernando spillede godt. Han var bedre end mod Liverpool, siger Carlo Ancelotti endda.