Premier League

Wenger: Bendtner er topklasse

Arsene Wenger roser sin danske angriber for hans evner som målscorer og oplægger

Fem år efter debuten for Arsenal i en Liga Cup-kamp har Nicklas Bendtner stadig den helt store sæson til gode for London-klubben. I denne sæson har han døjet med skader og derudover haft svært ved at kæmpe sig til en fast plads i angrebet, men heldigvis for danskeren har manager Arsene Wenger stadig tiltro til sin store angriber.

- Nogle gange er folk lidt hårde ved ham, fordi han ikke er lige så aktiv som Walcott, som er meget bevægelig. Hans størrelse er lidt imod ham, men hvis man ser på hans effektivt, som oplægger eller målscorer, er den topklasse, siger Wenger ifølge Arsenals hjemmeside.

Bendtner har flere gange været sat i forbindelse med andre klubber, men Wenger har ikke villet slippe danskeren.

- Jeg tror fortsat på ham, for jeg mener, han er en kvalitetsspiller. I Arsenal er man vant til at se spillere, der kan levere noget specielt oppe foran. Det kan han. For eksempel var det mål, han scorede forleden, af topklasse, siger Wenger om Bendtners mål mod Ipswich, der sendte Arsenal på ret kurs i Liga Cup-semifinalen, som Arsenal endte med at vinde 3-0.

Bendtner kan meget passende følge op på den gode præstation i dag 13.00, hvor Arsenal møder Huddersfield i FA Cuppen.