Premier League

Wilshere vil til U/21-EM

Arsenals supertalent Jack Wilshere er ikke bange for at brænde ud på grund af de mange kampe.

Holdningen til U/21-EM er ret forskellig blandt Arsenals unge spillere. Mens Nicklas Bendtner, der i denne sæson har spillet 12 Premier League-kampe, ikke har den store lyst til at spille turneringen i sit hjemland, vil hans 19-årige holdkammerat Jack Wilshere, der har deltaget i 26 kampe i den engelske liga i denne sæson, meget gerne med til turneringen.

Han er ikke bange for at brænde ud på grund af de mange kampe.

- Jeg har spillet 43 kampe i denne sæson, og jeg har det bedre end nogensinde. Jeg tror, at U/21-EM vil være godt for min karriere. Hvis man ser på det tyske hold, der vandt turneringen i 2009, tog de året efter til VM med mange af de samme spillere og gjorde det godt. Det er vigtigt at vinde internationale turneringer tidligt og få den rigtige mentalitet. Så kan man forhåbentligt tage det med sig ud på verdensscenen, siger Wilshere ifølge

The Sun.

Han ved dog godt, at der nok er et par andre herrer, der også har en holdning til hans deltagelse i slutrunden i Jylland.

- Jeg vil spille, men det er Stuart Pearce, Fabio Capello og Arsene Wenger, der bestemmer. De taler om det og vurderer, hvad der er bedst for mig, siger Wilshere.