La Liga

Ancelotti som Mourinhos afløser?

Én af de helt store trænerrokader kan være på vej. Carlo Ancelotti forlader formentlig Chelsea til sommer, mens Mourinho igen og igen rygtes retur til Chelsea eller Inter.

Real Madrids ærespræsident Alfredo di Stefano har kritiseret Real Madrids spil i 1-1 kampen mod Barcelona i weekenden. Han siger, at José Mourinhos mandskab spiller uden personlighed, og at Real Madrid spillede som en mus mod en løve.

Rygterne om, at José Mourinho forlader Madrid allerede til sommer tager til i styrke. Søndag skrev La Gazzetta dello Sport, at Inter var tæt på at hive ham tilbage til Milano, mens der også længe har verseret rygter om, at Mourinho skal tilbage til England, Premier League og Chelsea, som han elsker så højt.

I dag skriver Daily Mail så, at italieneren Carlo Ancelotti står øverst på Real Madrids ønskeliste, hvis de erstatter Mourinho til sommer. Det forventes under alle omstændigheder, at Chelsea prøver noget nyt i næste sæson, efter Ancelotti har misset den videre deltagelse i Champions League og sendt Chelsea et stykke væk fra det engelske mesterskab.

Spørgsmålet er så, om rokaden kan indebære en decideret byttehandel, der sender Ancelotti den ene vej, og Mourinho den anden vej? Fortsættelse følger med garanti...