La Liga

Domstol standser spansk ligastrejke

Der bliver ikke nogen strejke i spansk fodbold alligevel. Det besluttede en domstol onsdag.

Spansk fodbold befinder sig i øjeblikket i midten af en turbulent tid. Ligaklubberne mener ikke, at de får en stor nok bid af TV-pengene. Blandt andet har det faktum, at minimum én kamp pr. spillerunde skal vises på landsdækkende gratis-tv, fået sindene i kog. Klubberne vil have samtlige kampe transmitteret på en betalingskanal, da det vil give et større afkast af TV-penge.

Derfor proklamerede klubberne, at de ville gå i strejke, og af samme årsag blev weekendens runde i Primera Division udsat. Men dette er der nu blevet lavet om på. En spansk domstol vil nemlig ikke tolerere klubbernes protestaktion.

- Retten har besluttet, at den officielle kalender for første og anden division skal forblive uændret i forhold til næste rundes kampe, hedder det i en pressemeddelelse fra retten.

Dermed bliver der alligevel spillet fodbold i Spanien i weekenden. Men at stridighederne skulle stoppe her, er der ikke meget, der tyder på.