La Liga

Laudrup nu til Villareal?

Efter angiveligt at have sagt til Atletico Madrid rygtes Michael Laudrup nu til Villareal.

Igår aftes bekendtgjorde Michael Laudrup pludselig overfor Politiken, at han ikke skal være træner i Atletico Madrid, som mange medier ellers havde troet var helt sikkert. Tv3+ havde endda sendt deres reporter Luna Christofi retur til hendes faste base i Madrid, som hun ellers havde forladt for at dække FC Københavns opgør i Eindhoven mod PSV.

Kort efter, at det blev kundgjort, at Laudrup ikke skulle til Atletico, så fremførte tv-stationen La Sexta ifølge sporten.dk rygtet om, at Michael Laudrup skulle til Villareal istedet. Her skal han eventuelt afløse Ernesto Valverde, der har fået en håbløs sæsonstart efter at have overtaget jobbet fra Manuel Pellegrini, som nu er i Real Madrid. Laudrup skulle ifølge tv-stationen satse så meget på det job, at han valgte at sige nej tak til Atletico Madrid.

Den spanske avis Marcas fodboldredaktør har måske anet uråd, for han sagde torsdag til Ekstra Bladet, at Laudrup måske havde noget andet på hånden end netop Atletico Madrid.

- Bolden er på Laudrups banehalvdel, men han har måske et andet job i tankerne, sagde Pablo Brotons.

Villareal tabte igår aftes 2-1 til Lazio i Europa League. I Primera Division ligger Villarel sidst med tre uafgjorte og nul sejre efter syv kampe.