La Liga

Laudrups stjerne på vej til England

Pierre Webo kan være tabt for Michael Laudrup. Angriberen er på vej til Premier League.

Meget af den succes Michael Laudrup og Mallorca har nydt i denne sæson, har skyldtes storspil fra den camerounske angriber Pierre Webo. Men nu tyder meget på, at den danske træner må sætte sin lid til andre spillere.

Ifølge skysports.com, er Pierre Webo nemlig et varmt navn i flere engelske klubber, og mange af disse skulle have intensiveret jagten på Mallorca-angriberen.

Skulle disse skriverier give Michael Laudrup sved på panden, bliver hans bekymringer nok ikke mindre, når han læser Webos agent, Barry McIntoshs, udtalelse til skysports.

- Der er en række klubber, der overvejer at hente Pierre. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men vi kigger seriøst på muligheden for at få en handel til at falde på plads, fortæller Barry McIntosh.

Det skulle angiveligt være Bolton, West Bromwich, Fulham og Birmingham, der har et godt øje til Pierre Webo - ligesom skotske Celtic iøvrigt har det.