La Liga

Real-talent håber på Danmark

Sergio Canales ærgrer sig over en sæson, hvor han har tilbragt det meste af tiden på Real Madrids bænk. Nu håber han at kunne kæmpe sig med til U/21-EM.

I slutningen af 2009 og begyndelsen af 2010 var Sergio Canales et af de hedeste navne i europæisk fodbold. Den hurtige forward markerede sig på et ikke overvældende stærkt Racing Santander-mandskab, og det fik Real Madrid til at købe u-landsholdsspilleren for omtrent 35 millioner kroner.

Men på et meget stærkt besat Real Madrid-mandskab er det ikke blevet til megen spilletid, og Canales håber, at et år med god træning og sparring i Real Madrid vil give mere spilletid i løbet af 2011.

- Det er stadig svært, men jeg har lært meget som fodboldspiller. Jeg håber, at jeg med tiden kan komme til at se tilbage på her år som noget positivt, siger Sergio Canales til avisen AS.

Canales afviser, at han gør sig tanker om et klubskifte til sommer, hvor han i stedet tænker på muligheden for at komme med Spaniens U/21-hold til EM i Danmark.

- Jeg vil meget gerne med, det er en rigtig god mulighed for mig. Men jeg må indse, at det er svært, hvis jeg ikke spiller til daglig. Hvis jeg ikke bliver udtaget, vil jeg give al min støtte til holdet, siger Sergio Canales.

Ved EM i Danmark, der afvikles mellem 11. og 25. juni, er Spanien i pulje med England, Tjekkiet og gårsdagens danske U/21-modstander Ukraine.