La Liga

Van Nistelrooy kan forlade Real Madrid

Ruud van Nistelrooy har brug for mere spilletid til daglig for at komme i betragtning til den hollandske VM-trup.

Ruud van Nistelrooy er målt på navnet nok stadig den største aktive hollandske angriber, og han burde være et sikkert valg til den hollandske VM-trup.

Problemet for Real Madrid-spilleren er, at han ikke spiller meget for klubholdet og derfor mangler spillepraksis.

- Jeg vil spille. Jeg har endnu ikke talt med landstræneren om det, men jeg er simpelthen nødt til at være klar, når han beder mig om det. At spille for landsholdet ville være en mulig grund til at forlade Real Madrid i januar. Hvis jeg spiller for lidt i min klub, må jeg beslutte mig for, hvad jeg gør i fremtiden, siger Ruud van Nistelrooy til programmet TV Sport 1.

Van Nistelrooy gjorde det klart, at han i øjeblikket ikke har nogen alternativer i vinterens transfervindue.

- I øjeblikket har jeg ikke nogen anden klub på hånden. Min intention er at spille VM med Holland. Hvis jeg ikke spiller i Real Madrid, er dette umuligt. Jeg skal bevise, at jeg er på mit gamle niveau i de kommende måneder.

Ruud van Nistelrooy har siddet længe ude med først en knæskade og siden en muskelskade, men føler sig nu parat til at genvinde pladsen i Real Madrid.

- Jeg er meget tilfreds med at have spillet uden problemer. Især fordi jeg ved, at jeg kan være vigtig igen. Nu mangler jeg kun at score igen. Jeg vil fortsætte med at forbedre mig til januar, for når jeg spiller på mit niveau, kan jeg konkurrere med alle.