La Liga

Zlatan: Jeg havde gjort som Henry

Svenske Zlatan Ibrahimovic forstår ikke den voldsomme kritik af Thierry Henry efter holdkammeratens håndspil i VM-playoff kampen mod Irland. Han havde gjort det samme, hvis det havde fået Sverige til VM.

Thierry Henrys snyd fik Frankrig med til VM, og dermed gjorde han det rigtige, mener Zlatan Ibrahimovic.

Ibrahimovic fortæller i et interview med goal.com om sin tid i Barcelona indtil videre, og udover at han forsvarer Henry, så er Zlatan også sikker på, at franskmanden nok skal komme tilbage i startopstillingen for Barca, selvom han er blevet kædet sammen med et skifte væk fra Barca.

- Vi snakker altså om Thierry Henry her. Dem er der ikke mange af i verden, og jeg snakker med ham hver dag. Han er professionel, han er erfaren og han arbejder hårdt, og med den karriere i baghånden, så skal han nok komme tilbage, siger Zlatan til goal.com.

Angående det tvivlsomme mål mod Irland, så er Zlatan træt af, at Henry har været udsat for en veritabel heksejagt siden.

- Jeg havde gjort det samme i den situation. For at få mit land til VM, mit hold videre i en turnering, eller bare vinde en vigtig kamp, er jeg villig til at gøre alt. 'Titi' lavede en fejl i et hektisk øjeblik, men nu skal han til gengæld til VM, og Frankrig skal til VM. Det skal jeg ikke, siger Zlatan, der måske stadig er en anelse bitter over Sveriges glippede kvalifikation.