Superliga

AGF forlænger med stortalent

Mikkel Kirkeskov og AGF er blevet enige om en forlængelse af samarbejdet frem til sommeren 2013.

SAS Liga-debuten har Mikkel Kirkeskov endnu til gode, men den 18-årige venstre back har de seneste måneder været inde i en så positiv en udvikling, at AGF har valgt at forlænge hans aftale med to år. Den nye - og forbedrede kontrakt - gælder til 30. juni 2013.

Mikkel Kirkeskovs indsatser er også noteret på landsholds-niveau, hvor han er kommet tættere på en plads på U/19-holdet.

- Mikkel er inde i en fantastisk udvikling og har de seneste måneder bevist, at han kan være med på dette niveau. Derfor har vi valgt at give hans aftale et løft og forlænge den med to år, siger sportschef Brian Steen Nielsen.

Mikkel Kirkeskov kom til AGF i 2005 fra samarbejdsklubben VRI, og sportschefen glæder sig over, at det igen har været muligt at rekruttere fra egne rækker.

- Jeg er helt vildt glad for, at AGF tror på mig, og jeg vil gøre alt for at leve op til tilliden. Jeg føler, at jeg kommet meget bedre med og tættere på SAS Liga-holdet. I starten skulle jeg lige vænne mig til tempoet, men det går bedre nu, siger taltentet, der på sigt håber at kunne bide sig fast på venstre back, hvor Michael Lumb har været fast mand i foråret.

Lumb er nu solgt, og afløseren Dennis Cagara har foreløbigt kun en kontrakt med AGF, der løber frem til sommer.