Superliga

AGF laver marginal-DVD til spillerne

Erik Rasmussen mener, at hans hold har været ramt af uheld. Det vil han bevise overfor sin spillertrup ved at afspille en DVD.

Efter en flot sæsonstart, er AGF dumpet ned i middelmådighedens midterfelt, men ifølge cheftræner Erik Rasmussen skyldes de seneste resultater især uheld.

- Alle fodboldkampe ville ende 0-0, hvis der ingen personlige fejl var. For os handler det om at få mere selvtillid, for så mindskes de, mens vi skal håbe på lidt flere marginaler, siger Erik Rasmussen til stiften.dk.

For at få sine spillere til at tro på sig selv og heldet, vil han afspille en DVD for truppen.

- Vi laver en DVD til hver spiller, så de i den kommende uge kan se deres egne præstationer. Så kan spillerne selv se, at det de laver er godt nok. Vi har ikke gjort sådan i et stykke tid, men vi hiver det frem igen ovenpå de seneste resultater, siger Erik Rasmussen.

AGF skal forsøge at få en sejr i næste weekend, hvor holdet møder HB Køge på Herfølge Stadion.

LÆS OGSÅ: FCK lørdag, Brøndby søndag, AGF mandag

LÆS OGSÅ: AGF kampklar efter tre DVD-kig