Superliga

Bernburg: Ligalandshold betyder mere end normalt

Brøndby-angriberen Martin Bernburg er indstillet på at arbejde hårdt i Thailand for at imponere Morten Olsen. Han ved, at det kan bringe ham meget tættere på en plads i VM-truppen.

Det danske ligalandshold rejser i dag til Thailand for at spille tre træningskampe, for at pudse vinterformen af og for at imponere Morten Olsen. For i år der en ekstra gulerod for enden af regnbuen. En plads i Olsens VM-trup.

- Nu har jeg været med to gange før, og det fungerer lidt på samme måde, men det er fedt at være med, fordi det betyder lidt mere end normalt, fordi Morten Olsen skal se os an i forhold til VM. Så jeg tror, niveauet bliver skræpet, fordi alle gerne vil vise sig ekstra frem, siger Martin Bernburg til tipsbladet.dk.

Brøndby-angriberen glæder sig til at komme ned under varmere himmelstrøg og få følingen med bolden tilbage.

-  Der er masser af bold, masser af dejlig græs i stedet for kunsstof, og også meget dejligt vejr, så der bliver masser af spil. Selvfølgelig også taktisk med henblik på, hvordan det hele fungerer med landsholdet. Hovedet har været lidt på standby her i feiren, så det er godt at komme i gang. Nu vil jeg give den en skalle her i opstarten, så jeg står knivskarp til forårets start, siger han,

Martin Bernburg håber, at han kan imponere Morten Olsen så meget, at han kommer tættere på en plads i VM-truppen. Men nu og her glæder han sig bare til at komme ned og spille noget fodbold.

- Jeg vil ikke sige, at VM rumsterer i hovedet, for der er lang tid til. Jeg tænker bare, at vi får en træningstur med et rigtig højt niveau – også med tanke på de mange spillere, der har været inde over A-landsholdet. Så jeg tror, niveauet i Thailand bliver højt. Og det bliver bare dejligt at få spillet en masse, siger Bernburg.