Superliga

Brøndby-fans tog fejl

Brøndbys fans var lidt for hurtigt ude med smædesange mod den tidligere FCK-stjerne Sibusiso Zuma.

Da FC Nordsjællands Henrik Kildentoft søndag blev skadet i 1. halvleg af kampen mod Brøndby, valgte FCN-træner Morten Wieghorst at sætte canadieren Patrice Bernier på banen i stedet.

Den mørke forsvarsspiller stod længe på sidelinjen og ventede på, at bolden skulle komme ud af spil, så indskiftningen kunne effektueres.

I ventetiden måtte canadieren så lægge øre til den store flok af Brøndby-fans, der uden tvivl troede af Patrice Bernier var Sibusiso Zuma  En kæmpe pibekoncert væltede ned mod Patrice Bernier og blev afløst af en smædesang med ordlyden "Zuma, han er gay, alé alé..."

Læs også: Zuma: Brøndbys fans er sindssyge

Selv da Patrice Bernier løb på banen, kørte Brøndby-fansenes Zuma-hetz videre men forstummede så, da det endelig gik op for fansene, at der ikke var tale om den sydafrikanske angriber, der var med til at gøre livet surt for Brøndby i FC København-tiden.

Sibusiso Zuma blev skiftet ind fra 2. halvlegs start og mens Patrice Bernier så kunne gå fri, måtte Zuma i resten af kampen lægge øre til smædesangene.