Superliga

Brøndby og Duncan diskuterer forlængelse

SAS Ligaens topscorer bliver måske i Brøndby udover kontraktudløbet i januar 2011.

Med 11 mål i sine foreløbig 11 kampe, så er Morten Duncan Rasmussen SAS Ligaens farligste angriber lige nu, og nu fortæller han, at han og Brøndby er begyndt at diskutere forlængelse af den kontrakt, der udløber i januar 2011.

- Vi har da drøftet en forlængelse en smule, men vi er ikke gået i gang sådan for alvor. Vi har bare snakket lidt om, hvordan vi syntes, at fremtiden skulle være. Jeg vil helst ikke sige så meget om det. Der er ingen tvivl om, at jeg på et tidspunkt har lyst til at prøve udlandet, men på den anden side har jeg det fint i Brøndby, siger han til B.T.

Rygter i sommer indikerede ellers noget andet. At Brøndby ville skille sig af med angriberen. Men det har de mange mål selvfølgelig ændret på.

- Duncan er utrolig vigtig for vores hold, specielt fordi han har scoret så mange mål, som han har gjort. Så ja, vi vil naturligvis gerne beholde Duncan, mere kan jeg ikke komme ind på i den retning. Morten kan begynde at forhandle med andre klubber til sommer, men det er der jo et stykke tid til, siger Brøndbys direktør Frank Buch-Andersen