Superliga

Buch-Andersen: Brøndby er Danmarks bedste

Brøndby vil skaffe sig endnu en ny stor hovedsponsor-aftale efter, at KasiGroup har trukket stikket.

Da KasiGroup blev præsenteret som ny hovedsponsor i Brøndby tilbage i 2008 var det med en økonomisk aftale, der satte nye dimensioner for et sportssponsorat i dansk fodbold og sport i det hele taget.

Aftalen sikrede Brøndby mere end 100 millioner kroner over en femårig periode.

30. december meddelte KasiGroup dog, at man af forretningsmæssige årsager stopper som hovedsponsor med udgangen af 2010.

En kompensationsaftale sikrer, at Brøndby ikke taber på aftalen, hvilket vil sige, at de betalinger, der lå til at blive betalt hvert år frem til 2013 bliver rykket frem, hvilket blandt andet har medført, at Brøndby i stedet for et underskud på omkring 30 millioner kroner i 2009 nu kommer ud med et overskud på 2-5 millioner kroner.

Læs også: Sponsor-stop forgylder Brøndby

I Brøndby er der nu god tid til at finde sig en ny hovedsponsor, som man ikke regner med bliver svær at finde. Om en ny hovedsponsor vil lukke en aftale med Brøndby i samme kaliber som KasiGroup vil tiden vise.

- Flere undersøgelser viser, at vi er Danmarks bedst eksponerede klub - ja selskab i det hele taget. Vi har det stærkeste brand, vi har den største opbakning i landet, og hvis man ønsker en stærk samarbejdspartner i den retning, ser vi positivt på de henvendelser, der måtte komme omkring et nyt hovedsponsorat, siger Brøndbys direktør Frank Buch Andersen til tipsbladet.dk.

Læs også: BIF-direktør: Udenlandsk sportschef en mulighed

Direktøren vil ikke gå i detaljer omkring bruddet og kompensationsaftalen med KasiGroup men siger:

- Det er muligt, at det stiller os stærkere, men i hvertfald har vi sikkerhed for, at der ikke stiller os ringere.

Brøndby har nu hele 2010 til at finde den rette samarbejdspartner i forbindelse med hovedsponsorater, der vil træde i kraft fra 2011.

- Da den forrige hovedsponsor stoppede, gik der kun få uger, inden vi havde fundet frem til KasiGroup, men dengang var der flere tilbud at vælge imellem. Dengang kom de af sig selv, og med vores brand in mente, gør de måske igen, siger Frank Buch-Andersen.

Læs også: Kent N.: Godt dækket ind