Superliga

Faxe spillede med trætte og skadede spillere

Randers-træner Ove Christensen misunder ikke den pressede situation, hans forgænger John 'Faxe' Jensen oplevede i efteråret 2009.

Den tidligere DM-vinder i Herfølge John 'Faxe' Jensen gennemlevede i efteråret en ulykkelig periode i Randers FC, der uanset cheftrænerens mange taktiske og mandskabsmæssige forsøg på at vende modgangen ikke formåede at vinde en SAS Liga-kamp i 09/10-sæsonen, før han 6. oktober blev fyret.

Afløseren Ove Christensen bemærkede, at mange Randers-spillere dengang kæmpede med mindre skader, en situation Christensen ikke bebrejder Faxe, men som den nuværende RFC-cheftræner samtidig vil gøre meget for ikke at havne i igen.

- Faxe har været presset på tingene, når resultaterne ikke er der. Folk kommer for tidligt med, man spiller med spillere, der er halvskadede eller er i dårlig form, sagde Ove Christensen i et nyligt interview til Tipsbladet.

Christensen forventer, at Randers' hårde vintertræning kan skære ned i antallet af skader og give spillerne tro på, at de kan klare sig i SAS Ligaen trods efterårets magre pointhøst.

- Når spillerne ser effekten af træningen, får de lettere ved at præstere. De individuelle og holdtaktiske ting vægter vi ikke højt, når kun totredjedele af truppen har trænet med. Vi skal have alle med, før vi raffinerer spillesystemet, siger Ove Christensen med henvisning til de Randers-spillere, der i januar var uheldige med skader.

Randers åbner jagten på FC Midtjylland, SønderjyskE og FC Nordsjælland med en udekamp mod Esbjerg. Kronjyderne har otte point med fra efteråret, mens førnævnte konkurrenter har henholdsvis 21, 22 og 23 point.