Superliga

FCK puster OB i nakken

Ingen slinger valsen hos FCK, der besejrede FC Midtjylland i Parken.

FC København lægger pres på topholdet OB med en sejr over FC Midtjylland søndag eftermiddag i Parken. Hjemmeholdet kom allerede foran efter få minutter ved canadieren Atiba Hutchinson, og føringen holdt til pause.

Tilskuerne i Parken fik ikke nogen målfest, men for FCK-fansene kom der alligevel mere at varme sig på, da Dame N'Doye med to minutter tilbage af kampen øgede til 2-0.

Dermed lægger FC København sig helt op i nakken på OB, der inden mandagens kamp mod HB Køge har et points forspring.

OB og FC København mødes i sidste spillerunde inden vinterpausen.