Superliga

FCM-profiler bliver klar til sæsonstart

Flere af FC Midtjyllands profiler døjer med skader. Genoptræningen er dog i fuld gang, og de forventes at være på banen, når forårssæsonen fløjtes i gang.

FC Midtjylland har sin første egentlige træning efter nytår den 6. januar, men for spillere, der døjer med skader, har træningen stået på, siden SAS Ligaen gik på juleferie.

Blandt dem er den nigerianske midtbanespiller Adigun Salami og Farlige Frank Kristensen, og ifølge holdets fysioterapeut, Nicklas F. Pedersen, ser det godt ud.

- Frank har lavet den normale vintertræning i knap tre uger. Han har styrket og løbet som de andre. Han skal ikke spille fuldt med fra start, og som udgangspunkt skal vi se, hvordan belastningen er, siger Nicklas F. Pedersen til klubbens hjemmeside.

Også Salami er på rette spor.

- Salami er blevet kontrolscannet. Det kører derudaf. Man kan se meget mindre end tidligere på scanningerne. Han har ingen smerter, og nu gælder det bare om, at han kommer med igen.

Begge spillere forventes at være klar, når FC Midtjylland skyder forårssæsonen i gang mod OB den 7. marts.