Superliga

Hård kamp i Brøndby-forsvaret

Tegningen til, hvem der skal danne Brøndbys forsvar tager form. Alligevel føler Mikkel Bischoff sig ikke sikker på en plads i Kent Nielsens kabale.

Bortset fra lørdagens kamp mod Randers FC, har Mikkel Bischoff spillet en af de to centrale pladser i Brøndbys forsvar fire kampe i træk. Bischoff er i alle fire tilfælde startet på banen sammen med den tilbagevendte lejesvend Remco van der Schaa.

I efteråret var det anfører Max von Schlebrügge og Mikkel Bischoff, der i hovedparten af kampene dannede makkerpar, i flere træningskampe er den svenske anfører blevet prøvet som venstre back, hvilket Kent Nielsen mener ikke blot er et eksperiment men sagtens kan blive en realitet i flere af forårets kampe.

Alligevel føler Mikkel Bischoff sig ikke sikker på sin plads i det centrale forsvar, når forårssæsonen bliver sat i gang om under to  uger.

- Der er ikke noget, der er sikkert. Jeg mener stadig, vi er inde i en eksperimenterende fase. Jeg vil selvfølgelig meget gerne spille, men at føle mig sikker på pladsen gør jeg ikke, siger Mikkel Bischoff til tipsbladet.dk

- Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg har fået chancen i de seneste kampe, men vi er mange stærke spillere til de to pladser, og jeg tror endnu ikke, at Kent (Nielsen, red.) har besluttet sig for, hvem der skal have de forskellige pladser.

Læs også: Er han manden, der skal løfte Brøndby?

Svenske Jon Jönsson og Max von Schlebrügge er de to største konkurrenter til Mikkel Bischoffs plads, men Jon Jönsson fik først i fredagens kamp mod Randers spilletid fra start og må regnes som et stykke fra holdet, mens anfører Schlebrügge ud over backpladsen også har fået spilletid i det centrale forsvar.

- Tingene kan gå hurtigt i fodbold, og en dårlig kamp kan få betydning for, hvem der spiller næste gang, så jeg regner ikke med noget, lyder det fra Mikkel Bischoff, der sammen med resten af Brøndby-truppen fredag morgen satte retning mod Spanien, hvor den kommende uges forberelse til sæsonstarten foregår.

Brøndby tabte lørdag 0-1 til Randers og møder på tirsdag Lokomotiv Moskva under den spanske himmel.