Superliga

Ikke alle jubler i Norge

Kort efter udnævnelsen af Ståle Solbakken som ny landstræner i Norge fra januar 2012 kom de første kritiske røster.

FC København bliver i sommeren 2011 en profil fattigere. Cheftræner Ståle Solbakken bliver norsk landstræner, men der er nordmænd, der helst havde set, at den succesfulde træner med tre mesterskaber, var blevet i København. Kritikken kommer fra en gammel kending af dansk fodbold, Lars Bohinen, der har en fortid i både Lyngby og det daværende Farum.

- Jeg havde håbet på en anden stil end denne. Jeg ønsket mig en ny start, nye signaler, som ville motivere hele fodbold-Norge. Egil ('Drillo' Olsen, red.) har sine resultater, men vi har ikke spillet blændende fodbold på nogen som helst måde, siger Bohinen til den norske avis Verdens Gang.

Egil 'Drillo' Olsen tog over efter den tidligere Brøndby-træner, Åke Hareide sagde sin stilling op i december 2008. 'Drillo' får da også ansvaret for landsholdet indtil Solbakken træder til, men i følge Bohinen så er det kun alderen der adskiller valget af de to landstrænere.

- Solbakken er bare en ren forlængelse af Drillo-stilen. Havde Drillo ikke været så tilpas gammel, kunne han bare have fortsat, kommer det fra Bohinen.

Lars Bohinen er i dag sportsdirektør for Stabæk, der tidligere i denne sæson tabte til netop Ståle Solbakken og FC København i kvalifikationsspillet til Champions League.