Superliga

Karlsen: Snakker med SAS Liga-klubber

Morten Karlsen ligner en færdig mand i FC Nordsjælland. Til gengæld er der dialog med andre klubber i SAS Ligaen.

Morten Karlsen har kontraktudløb i FC Nordsjælland med udgangen af året, og ikke meget tyder på, at den 30-årige arbejdshest kommer til at forlænge.

- Vi snakkede om at kigge lidt på en kontrakt, men indtil videre er der ikke sket noget. Jeg er ikke skuffet. Det er jo op til dem, siger Morten Karlsen til Tipsbladet.dk.

Noget tyder dog på, at det er ledelsen, der ikke vil forlænge med den 30-årige midtbanespiller.

- Jeg ved, at Morten Wieghorst gerne vil beholde mig, men ellers har vi ikke talt konkret sammen om en forlængelse.

Så det ser ud til, at Karlsen må pakke hjelmen og finde sig en ny klub, og det kan meget vel blive en konkurrent til nordsjællænderne.

- Jeg har snakket med andre klubber i SAS Ligaen. Jeg er rimelige åben over for tilbud, lige meget hvor i landet det er. Men jeg gider jo ikke sidde på bænken, og jeg vil også gerne tjene penge, så det er både spilletid og økonomi, der betyder noget for mig, siger Morten Karlsen til Tipsbladet.dk.

Morten Karlsen er den mest rutinerede spiller i FC Nordsjælland med hele 157 SAS Liga-kampe på CV'et.