Superliga

Kent Nielsen bevarer guldhåbet

På trods af det tredje nederlag i træk, mener Brøndby-træner Kent Nielsen stadig, at hans hold kan nå til tops i SAS Ligaen.

Søndag aften tabte Brøndby 1-0 til AGF i Århus og løb dermed ind i nederlag nummer tre i træk.

EfB er nu fem point foran Brøndby, FCK syv point og OB kan med en sejr mandag over HB Køge være hele 11 point foran.

Alligevel nægter Brøndby-træner Kent Nielsen at give op i forhold til at vinde guld.

- Her på den korte bane er vi da klart sat tilbage i forhold til de absolutte tophold. Men jeg holder selvfølgelig fast i, at det er på den lange bane, at ting bliver afgjort. Der har vi selvfølgelig et stort stykke arbejde, men vi har troen på, at vi kan og vil helt klart gøre forsøget, siger Kent Nielsen til DR Sporten.

Kort eller lang bane. Selv ikke Kent Nielsen kan lave om på, at halvdelen af SAS Ligaen er nået og at der resterer 16 kampe før guldvinderen kan lade sig hylde.