Superliga

Kent Nielsen tager ansvaret

Efter endnu en rundbarbering i Silkeborg er Brøndby-træner Kent Nielsen ikke i tvivl om, hvem der står med skylden for fiaskoen. Ham selv.

0-3 i Silkeborg er ikke godkendt for et Brøndby-hold, der altid har ambitioner om at lege med om mesterskabet. Især ikke når modstanderne fra Silkeborg dermed glider ind foran i tabellen. Et facit, der endda kan blive endnu værre, hvis rivalerne fra AGF vinder mandagens kamp mod Esbjerg, hvilket vil få Brøndby til at glide endnu længere ned som nummer seks i rækken.

Træner Kent Nielsen ved godt, at den er gal, og han løber ikke fra ansvaret.
- Selvfølgelig har alle et ansvar, og som træner har jeg hovedansvaret. Min jobbeskrivelse er at gøre spillerne så gode som mulige, så jeg vil overlade det til andre at kommentere på min fremtid, sagde Nielsen til Onside efter kampen.

Kent Nielsen vil nødigt gøre sig i hypoteser, så han ville ikke forholde sig til sin egen fremtid som Brøndby-træner, da han alligevel ingen indflydelse har på det.