Superliga

Mike Jensen: Vreden skulle have været der

Skuffelsen i Brøndby er stor oven på en miserabel pokalkamp i Vejle, hvor indstillingen var for ringe fra kampens start.

Der er generel skuffelse hos Brøndbys spillere oven på onsdagens overraskende nederlag til Vejle i pokalturneringen.

Brøndbys midtbanespillere Mike Jensen, der har været et af sit holds bedste i denne sæson, er selvsagt ikke tilfreds med resultatet og i høj grad utilfreds med sin egen og holdkammeraternes indsats på banen.

- Jeg kan kun tale for mig selv, men det virkede som om, at indstillingen slet ikke var til stede fra kampens start, siger Mike Jensen til tipsbladet.dk

- Vi vidste på forhånd, at Vejle ikke er en nem modstander, men selvfølgelig kom vi som favoritter, da vi har et bedre fodboldhold. Derfor er det ikke godt nok, at vi bliver matchet og flere gange direkte overmatchet af Vejle.

Læs også: Brøndby sendt ud af pokalen af Vejle

Skuffelsen og vreden over nederlaget prægede derfor Brøndbys omklædningsrum efter kampen.

- Det nytter bare ikke noget. Den vrede burde have været der, da vi køb på banen, siger Mike Jensen.

- Vi er nu røget ud af to turneringer (Europa League og pokalturneringen, red), og der er ingen undskyldning længere. Nu gælder det om at knokle ekstremt meget og vise den rette indstilling hver evigt eneste gang i SAS Ligaen.

- Vi skal have rettet op på det her med det samme, og det skal komme til udtryk allerede i weekenden, siger Mike Jensen til tipsbladet.dk.

Læs også: Mareridtet Brøndby aldrig vågner fra

Brøndby møder søndag FC Nordsjælland ude, og på det tidspunkt kan Mike Jensen muligvis have underskrevet en ny kontrakt med Brøndby efter et stærkt udlæg på sæsonen.

- Det er meget tæt på nu, så der kommer nok ikke til at gå lang tid, siger midtbanespilleren.